Forspiring af cannabis til udendørs dyrkning
- foråret kommer!
Idag d. 8. april 2018 har været en fantastisk dag. Solen har skinnet på mange og det har været det smukkeste forårsvejr - ENDELIG! For nu er det endelig tid til at man skal begynde kraftigt at overveje hvordan og hvorledes der skal gøres, hvis man vil dyrke sig noget lækkert - måske økologisk cannabis. Skal man forspire sine cannabisfrø eller ikke? Er det med at komme så tidligt i gang som muligt eller skal man vente lidt? Her prøver vi at komme lidt ind på sæsonstarten for dyrkning af cannabis udenfor.
Hvornår kan man begynde at forspire?
Det kommer an på, om man dyrker autosorter eller almindelige fotosensitive sorter. De to grupper af planter blomstrer på vidt forskellige måder, så det skal man være opmærksom på ved forspiring.
Fotosensitive cannabissorter
Almindelige fotosensitive sorter er de almindelige sorter. God gammeldags hippie pot er af denne type. De blomstrer til efteråret, når nætterne begynder at blive lange. Men de blomstrer også, hvis man planter dem alt for tidligt, så nætterne endnu er for lange til at planterne gror vegetativt. Det forsinker dem voldsomt, da de går i blomstringsfase og bouncer tilbage til vegetativ fase. Man kan godt med success lave kæmpe planter ved at dyrke planterne store indendørs et par måneder før, men det kræver ekstra lys og man skal kende til sin sort. Nogle danske sorter er nemlig tilbøjelige til at gå i blomst, når man forsøger at forspire.... de autoblomstrer, selvom det ikke er stabile færdige autosorter, vil en del af dem blomstre på denne mode. Normalt er det ikke noget problem - det sikrer en rigtigt tidlig høst med nogle af planterne, mens resten blomstrer fotosensitivt. Men hvis man forspirer disse alt for tidligt for at dyrke store planter, vil en del af dem blomstre alt for tidligt og få alt for lidt lys.
Så hvis man vil undgå ekstra lys til forlængelse af dagslængden, så er sidst i april passende.
Hvis du vil starte meget tidligt, og lave store planter
Med denne metode, kan du i princippet starte så tidligt, som du lyster. Du har nogle fordele sådan og kan f.eks. klone den plante som ser bedst ud - ja du kan jo tilmed blomstre den færdig og smage på det fermenterede færdige produkt. Det vigtigste er, at du timer dagslængderne og får dem synkroniseret med lyset udenfor. Det er faktisk ganske let. Din lampe skal starte dagen kl. 04.00 - og den kan slukke igen kl. 22.00. Og så skal du først plante din plante ud d. 20. maj. Så passer dagslængderne, og din plante vil ikke gå i blomst, men fortsætte væksten og blive kæmpestor. Og den vil nyde, at du først plantede den ud, da jorden er blevet lækkervarm.
Autoblomstrende sorter - "autoer"
Autoerne blomstrer tidsbestemt. Det varierer fra sort til sort, hvor mange dage de tager fra frø til modne blomster, men man kan få dem varierende fra ned til ca. 65 dage og op til 120 dage. De langsomme autoer kaldes "super auto". Men af den grund kan man ikke forspire autoer alt for tidligt.. Sidst i april -starten af maj giver en god sæson. De hurtigste autoer har kun ganske få uger, hvor de vokser vegetativt inden de indleder blomstringen. Derfor er det meget vigtigt at de små planter har det super lækkert i hele vækstperioden. Hvis man overvander - eller planten har det for koldt, så vil man ende op med meget små planter. De lidt langsommere super autoer er lidt mere tilgivende, og tager en omplantning eller fodfejl lidt bedre.
Sådan forspirer man cannabis
Der er mange måder at gøre det på, og man kan gøre det så simpelt som at smide frøet i noget jord og vande. For at give frøene ekstra gode betingelser for spiring, kan man med fordel opstarte frøenes forspiring sådan her. Husk at mærke, hvilke sorter du putter hvor. :
Klargøring af frø
Med meget gamle eller kostbare frø, kan man pudse noget på skallen med sandpapir. Man ruller et lille rør af sandpapir - putter frøene ind i røret og ryster et par minutter. Det hjælper frøet til lettere at suge vandet til sig.
1: Put frøene i et glas lunt vand.
Dæk glasset tætlukkende med film. De laver et lille damptryk inde i glasset og får frøene til at være mindre hydrofobiske. Man kan putte en teskefuld brintoverilte i vandet - det dræber bakterier og ilter vandet. Stil glasset et mørkt og lunt sted natten over. Næste dag efter ca 24 timer vil mange frø være sunket. Nogle vil synke, når vandet røres rundt. Nogle vil have en lille luftboble som forhindrer dem i at synke. Nogle frø viser allerede den lille kimrod og er ved at spire.
2: Forspiring i lukket beholder
Dagen efter frøene er puttet i et glas varmt vand, så man de frø, hvor kimroden allerede kigger frem. Man kan med fordel så frøene i så- og priklejord som ikke har så højt indhold af gødning og derfor ikke svider kimroden på den lille frøplante.
Resten af frøene puttes mellem et par lag køkkenrulle som foldes omkring og let fugtes. De skal ikke være sjaskene våde, men fugtige. Køkkenrulle med frø foldes og puttes f.eks. i en zip-pose eller frysepose som lukkes. Noget tupperware eller andet kan også bruges. I gamle dage lagde man en tallerken på hovedet over en anden tallerken - zipposer virker bedre. Husk at mærke dine sorter hele tiden. Stil den et lunt sted natten over.
3: Såning af spirede frø
Dagen efter du lagde frøene i køkkenrulle og pose, kan du tjekke til dem. Denne dag vil mange frø være spirede, men det kan tage flere dage, og du skal ikke give op for tidligt.. Nogle frø kan pludseligt spire efter et par uger. Så altid frøene i så- og priklejord. Eller brug noget jord fra potter fra året før.
Autoer
De fleste autoer har bedst af at blive sået på voksestedet, så med mange sorter kan du nu så frøene helt ude i bedet omkring 1. maj - der er jorden ofte perfekt, men nogle gange har vi et varmt forår, og der kan man godt plante dem ud lidt tidligere. I drivhuset kan du så dem noget tidligere. Det kommer helt an på temperaturen det år. Put frøet en lille cm under jorden.. det skal kun lige være dækket. Sprøjt lidt vand på, så der er godt fugtet. Bagefter kan du med fordel lave et lille minidrivhus til planten. En overskået sodavandsflaske er perfekt.
Fotosensitive almindelige sorter
Med de almindelige sorter behøver man ikke være helt så forsigtig, og man kan med fordel plante de små frøplanter i potter. Mælkekartoner er fremragende, da de har en lækker dybde og er lette at rive over, når planterne senere skal omplantes i kæmpe krukker- eller meget bedre direkte i jorden, som du i forvejen har jordforbedret og gødet..
Når planterne flyttes udenfor inde fra vindueskarmen, skal de afhærdes. Det er meget vigtigt for at planten vokser 100% og ikke forsinkes af en solskoldning. Tag planterne udenfor en times tid første dag. Næste dag et par timer. 3. dag lidt mere. Nu kan de fleste planter klare mosten, men nogle anbefaler at bruge op til en hel uge. Det afhænger også af, om der er overskyet og regnvejr. Der kan man hurtigere udplante med mindre afhærdning.